Fjordens Dag den 15. september

Publiceret 13-08-2019

Aktiviteter, vidensoplæg og kunst fra kl 10-14

Kom til Fjordens Dag den 15. september. Foto: Ole Malling

Roskilde Fjord er et helt særligt sted - Fjorden skal benyttes og beskyttes

Kom med til en fed og aktiv dag for hele familien ved Herslev Strand fra kl. 10-14. På dagen vil der være aktiviteter for hele familien, vidensoplæg samt kunstnerisk indslag.

FJORDFORNØJELSER - Aktiviteter fra kl 10-14

  • Herslev Sejlklub tilbyder voksne en tur på vandet og børnene kan prøve kræfter med optimistjolle. De tænder også op i den mobile sauna.
  • Prøv familie-kajakker hos kajakinstruktør, Thomas Woidemann
  • Oplev fjordens liv ved Den Rullende Naturskole
  • Prøv standup paddle board (SUP) med Lejre Vandsport
  • Fishing Zealand stiller op med udstyr så i kan prøve at lystfiske i fjorden


FJORDSALONEN - Vidensoplæg

Kig forbi til et eller flere vidensoplæg, hvor du kan blive klogere på hvordan det går med fuglelivet på fjorden eller hvordan tang kan bruges som fødevare.

Nationalpark Skjoldungernes Land er vært for en række vidensoplæg, der giver dig aktuel viden om de nyeste forsøg og undersøgelser, som foregår i og ved Roskilde Fjord. Vi håber, at vidensoplæggene vil give dig en større forståelse af naturen i fjorden, og hvad vi hver i sær kan gøre for at sikre, at kommende generationer kan nyde den samme skønne fjord, som vi er vokset op med.

Sted:               Klubhuset for Herslev Strand Sejlklub

Tidspunkt:        kl. 11-14

Tilmelding:       Åbent og gratis

Kl. 11.00 Fisk i fjorden

Jon Christian Svendsen fra DTU Aqua fortæller om igangværende forskningsprojekter og resultater fra udsætning og overvågning af fisk i Roskilde Fjord.

Kl. 11.45 Fuglene på fjorden

Erik Mandrup fra Orbicon fortæller om de årlige fugletællinger og fuglearternes udvikling i Roskilde Fjord.

Kl. 12:30 Fjordens Friluftsliv

Anton Stahl Olafsson/Søren Præstholm (afventer svar) fortæller om kortlægningen af det blå friluftsliv i Roskilde Fjord.

Kl. 13.15 Havhøst

Bodil Sofie Espersen fra Maritime Nyttehaver fortæller om folkedrevet havhøst langs landets kyster.

FJORDKØKKEN - kunstperformance

Kom og smag på Roskilde Fjords fortid, nutid og fremtid, når kunstner og kok Søren Aagaard serverer en bålmenu på skulpturen TABBY – en køkken-ø støbt af fjordens materialer.

Søren Aagaard (f. 1980) er uddannet kok og kunstner og arbejder med video, skulptur, performance og installation. Særligt mad og måltidet som tidslig og performativ begivenhed har været en vigtig del af Aagaards praksis de seneste år.

Praktisk information

Forplejning

Der vil være mulighed for at købe lidt mad ved Herslev Sejlklub og Herslev Bryghus, der ligger bare 800 m fra stranden, kan lave lækre sandwich med lokale råvarer til 65 kr. De kan bestilles på forhånd via Obfuscated Email (så er man sikker på at de er klar)

Herlsev Bryghus har åben fra kl 12-18.

Transport til Herslev Strand

Der er p-plads tæt ved stranden. 

Cykelguide fra Lejre Station til Fjordens Dag

Cykelguide Hans Jørgen Lych Larsen fra Lejre Turistforening følger cyklende fra Lejre Station til Herslev Strand. Afgang med cykelguide sker kl 9.30 fra Lejre Station. 

Formål med Fjordens Dag

Fjordens Dag skal være en begivenhed, som afholdes én gang hvert år. Fjordens Dag skal styrke arbejdet med bæredygtigt friluftsliv og formidling ved at skabe en festlig ramme for udvikling, afprøvning og debat om bæredygtig formidling af Roskilde Fjord. Fjordens Dag skal afholdes i samarbejde med mange forskellige parter omkring Roskilde Fjord. 

På Fjordens Dag vil Nationalpark Skjoldungernes Land stå for indslag, debatter og oplæg, f.eks. kaldet ”Vidensoplæg", hvor lokale og interesserede foreninger og klubber kan få indsigt i forskningsprojekter og nye tendenser ved Roskilde Fjord tilknyttet fjordens liv, friluftsliv og benyttelse. På den måde skabes et forum, hvor brugere af Roskilde Fjord kan inddrages i vidensdelingen og diskussionen af benyttelsen af fjorden. Målet med ”Vidensoplæg” er at præsentere publikum for velbegrundede fakta, kloge betragtninger og inddragende diskussioner i en ramme ved fjorden, som det hele handler om. Lokaliteten for vidensdelingen vil skifte mellem de større havne hvert år.

Arrangementet i år afholdes i samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Kommune og Herslev Sejlklub

Tilmelding ikke nødvendig.
Kontaktperson: Sofie Clauson-Kaas, naturvejleder i Nationalpark Skjoldungernes Land, tlf: 21336209, e-mail: soclast.dk