Nøkkerosen i Avnsø

Avnsø

I de store midtsjællandske skove, i den sydlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land, ligger Avnsø som en lysende blå plet midt i alt det grønne. Om sommeren cykler børn og voksne op og ned ad bakkede skovveje for at komme ud og bade i den rene skovsøs humusbrune vand.

Avnsø er 8 meter dyb og ligger i det man kalder et dødishul, dvs. en lavning, som opstod under sidste istid, da en stor isklump blev begravet i jord og sten. Isklumpen smeltede først lang tid efter resten af isen - og efterlod sig det hul, som blev til Avnsø. Skovene i området er overstrøet med dødishuller, som senere er blevet til søer, moser og lavninger – og som i dag er en del af nationalparkens helt særlige geologi.

Den hvide åkande - nøkkerosen

I den vestlige ende af Avnsø, hvor vandet ikke bliver forstyrret af vind og badegæster, og hvor søbunden er blød og dyndet, blomstrer Danmarks største vilde blomst. Den hvide åkande, eller nøkkerosen, som den kaldes i folkemunde, har foldet sine mange skært hvide kronblade ud – og sejler som en lotusblomst på vandoverfladen.

Blomsten, som kan blive op til imponerende 20 centimeter i diameter, har i midten en masse knaldgule støvdragere, og et fladt gult støvfang. Den dufter fint og bestøves af humlebier, biller og andre insekter og ved selvbestøvning.

Nøkkerosen og overtro

Nøkkerose. Man forstår godt det folkelige navn, som er lånt fra norsk, hvor sagnvæsnet Nøkken i elve og fosser lokker unge kvinder og mænd i uføre med sit harpespil.

Så smuk en blomst kan lokke alle og enhver ud på dybt vand. Det er nemlig ikke så let at komme til at plukke den hvide åkande uden en båd. Og hvis du på din svømmetur efter en blomst får krampe eller bliver fanget i åkandernes seje slimede stængler, så kan det være Nøkken, som vil trække dig ned fra sit skjul under åkandebladene. Det var man i hvert fald vis på i gamle dage.

Intern vind fører ilt til nøkkerosens rødder

De fleste kender et åkandeblad som det H. C. Andersens Tommelise sejler afsted på. Stort, grønt og cirkelrundt med en smal indskæring ind til bladstilken i den ene side. Hvad de færreste ved er, at den hvide åkandes blade er udgangspunkt for en sindig mekanisme, som giver planten mulighed for at vokse på op til tre meter dybde.

Åkandens jordstængel og rødder ligger dybt begravet i søbundens iltfrie sediment, men har behov for ilt for at kunne ånde. Her har åkanden udviklet det man kalder ”indre vind”, en særlig mekanisme, som skaber en form for ventilation gennem luftkanaler i de lange bladstilke.

Hvordan opstår intern vind

Mekanismen er drevet af fysikkens love. De unge blade er rødlige og tiltrækker solvarme mere end de ældre grønne blade. Når de unge blade bliver opvarmet af solen, opstår der et overtryk af vanddamp og iltrig luft inde i bladet. Da de unge blades porer er tætte, kan overtrykket ikke udlignes med omgivelserne. Det gør at vanddamp og luft bliver presset nedad gennem bladstilkens kanaler, helt ned til jordstænglen – og op igen gennem bladstilke og porer i de gamle blade, hvis væv er mere løst i det. Denne interne vind bringer ny ilt til hele planten – og fjerner gammel CO2. Mekanismen kendes også fra andre sumpplanter som dunhammer, tagrør, brudelys, pilblad m.fl. og bruges i plantebaseret spildevandsrensning.

Tekst: Malene Bendix
© Foto: Familie i Avnsø: Astrid Bjørg Mortensen. Hvide åkander/nøkkeroser: Malene Bendix.