Æbletid

Oktober er æbletid – og somme tider hænger æblerne så tæt i klaser, at æbletræernes grene er bøjet mod jorden og af og til knækker under vægten af denne rigdom af frugt.

"En lille kerne kan blive til fem træer"

Æbler og æbletræer er et stort og vanedannende vidensfelt, som er blevet udvidet af gartnere, hortonomer og helt almindelige lægfolk gennem mange år. Danmark ligger lige midt i den klimazone, hvor æbletræer trives, og derfor har vi en stor variation af sorter og masser af viden på området. På Pometet, som er en del af Københavns Universitet, findes en samling af i alt 750 æblesorter, hvoraf de 250 er danske sorter.

Hvis du skærer et æble over på tværs, kan du se æblets kernehus. Det har fem rum. I hvert rum er der en eller flere kerner. Hver lille kerne kan blive til et nyt æbletræ. Det mærkelige er, at hver kerne også kan blive til en helt ny æblesort. Hos æbler er det nemlig sådan, at æbleblomsten kun kan blive bestøvet af en fremmed æblesort. Det betyder, at hver kerne har helt særlige gener – og at hver kerne altså er sin helt særlige sort.

 

Frugtbarhed og fristelse

Æblet er en mytisk frugt, som indgår i masser af fortællinger, sagn og eventyr, som symbol på kvindelighed, frugtbarhed og fristelse. Tænk på Yduns æbler, som gav de nordiske guder evig ungdom. Eller æblet fra Kundskabens træ, som Eva fristede Adam med. Eller det røde og hvide æble, som Snehvides onde stedmor delte i to og tilbød den uskyldige pige den røde giftige halvdel af. Farlige, fristende frugter. Men også fællesskabende.

Æbler og fællesskaber

Hvis man tager toget til Kirke Hvalsø – og cykler op og ned af bakkerne mod Soderup i den vestlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land – så vil man på et tidspunkt lande lige lukt nede i Dumpedalen. Her løber Elverdamsåen i en dyb rende gennem landskabet, og på en af bakkerne ned mod åen ligger Dumpedalens æbleplantage. Træerne er gamle og krogede. De blev plantet i 1930érne af gamle Peders far, som grundlagde æbleplantagen.

I dag bliver den ene halvdel af æbletræerne plejet af Dumpedalens Æblelaug – en forsamling af 25 familier, som passer og beskære træerne og slår græsset under dem med le. I det lune efterår plukker lauget sækkevis af æbler til æblemost. I 2014 etablerede en del af æblelaugets medlemmer med støtte fra Lejre Kommune, et folkemosteri i Kisserup, som alle i området kan bruge mod en lille leje og betaling af flasker. Her bliver der sorteret æbler, vasket æbler, kværnet æbler og presset æbler, så den gyldne, klare most kan tappes i glas og smages på.

Gruk af Piet Hein

Efter et forår med god bestøvning og uden frost i blomstringstiden, og en sommer med vand i jorden og sol på himlen, vil der komme en rigdom af æbler. Det skrev Piet Hein om i dette Gruk:

Ӯblerne drysser og drysser ned.
Jeg tror på uendelig frugtbarhed,
hvis jeg nogensinde har vaklet.
Jeg går på den æbletyngede jord
som én der har mumlet et trylleord
og ikke kan standse miraklet.”

 

Pluk æbler

Hele efteråret er det æbletid – og du kan plukke æbler fra august og helt frem til november. Det er let at se, hvornår æblerne på et æbletræ er modne, for så begynder de at falde ned og ligger under træet.

Æblet sidder fast på æbletræet med en lille stilk. Pluk æblet forsigtigt, så det kun er den lille stilk, som knækker af med æblet. Det er vigtigt, at det lille korte skud, som holder æblet ikke knækker af. Det er nemlig det skud, der skal blomstre og give nye æbler til næste år.

Tekst og foto: Malene Bendix