Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Vikingeskibsmuseet 

Som det eneste sted i verden, kan du gå direkte fra oplevelsen af originale 1000-år gamle vikingeskibe ud til havnen, hvor vikingeskibsrekonstruktioner i fuld størrelse ligger fortøjet. Mød bådebyggerne eller stig om bord på skibe og sejl med ud på Roskilde Fjord!

 

Udstilling med verdensberømte skibe

I Vikingeskibshallen kan du opleve de fem verdensberømte originale vikingeskibe, der er over 1000-år gamle. De blev fundet ved Skuldelev i Roskilde Fjord i 1962. Museets udstilling formidler skibenes historie om krig, handle og rejser til fjerne lande. Museet tilbyder rundvisninger, hvor du kan blive klogere på Vikingetiden og ud over udstillingen med de originale skibe er der også altid en særudstilling at se.

Oplev livet som viking

Du kan også se en hel flåde af sejlende rekontruktioner, og selv tage en vikingetur ud at sejle på Roskilde Fjord. På museumsøen kan du møde håndværkerne, som holder de gamle maritime fag i hævd, og du kan selv prøve kræfter med økse, tovværk og mange andre aktiviteter.

Mød håndværkerne

Vikingeskibemuseet er et levende museum med arbejdende håndværkere. Væveren viser, hvordan sejlet bliver til, rebslageren lader dig prøve kræfter med reberbanen og træskæreren kan lære dig at snitte dit navn i runer. Om sommeren arbejder bådebyggerne på bådeværftet ofte med et byggeprojekt, og her kan du selv få øksen i hånden og fornemme, hvordan det er at kløve en planke ved håndkraft.

Sommerlege og sejlads

Nyd sommersolen på Vikingeskibsmuseet, gå en tur på havnen og køl ned med en is fra Café Knarr. Hele sommeren kan børnene bygge deres egen model båd og lege vikinge lege. Der er særlige aktiviteter og temaer i hele sommerperioden og du kan komme på særlige familieomvisninger.

Roskilde Fjord - den blå del af nationalparken

Den smukke Roskilde Fjord udgør en tredjedel af nationalparken, og er et smukt eksempel på et fjordlandskab. Her møder vandet landet i bugter og vige med strandenge og kystskrænter. De mange fredede øer og holme i fjorden er ynglesteder for 10.-20.000 fuglepar hvert år. Samtidig er Roskilde Fjord et af de 10 mest anvendte områder i Danmark til blåt friluftsliv.

Den 99 km. lange kystlinje rummer mange små havne og kulturhistoriske fiskerlejer.

Fakta

Vikingeskibsmuseet
Vindeboder 12
4000 Roskilde

Tlf. 4630 0200
Mail:
Få mere information på Vikingeskibsmuseets hjemmeside