Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Aastrup Kloster

 Besøg det rødkalkede slot i Elverdamsdalen.

 

Aastrup_2013_OleMalling

Smukt rødt kloster

Aastrup Kloster er et rødkalket trefløjet gods, som ligger i Elverdamsdalen. Den ældste fløj er fra 1588. Der er offentlig adgang til den smukke park, som Elverdamsåen løber lige igennem – og mulighed for rundvisning på klostret efter aftale. Aastrup Kloster står også for andre arrangementer.

Elverdamsdalen

Elverdamsdalen er formet af smeltevand fra sidste istid for ca. 15.000 år siden. Elverdamsåen har sit udspring i Bidstrup Skovene syd for Hvalsø og snor sig det første snykke i en stejl og snæver dal. Ved landsbyen Soderup og Aastrup Kloster breder dalen sig ud i et smukt og markant dalforløb. Hundredevis af små og store kilder vælder ud på dalens sider og er med til at give Elverdamsåen sin rige vandføring. 

Historie

Gravhøje, hulveje og oldtidsagre vidner om, at landskabet omkring Aastrup Kloster har været beboet siden oldtiden. Selve godset er kendt langt tilbage i tiden. I første halvdel af 1500-tallet var Aastrup ejet af adelsmanden Erik Krabbe, som sad i Christian den 3.´s rigsråd. Erik Krabbe boede her i 1540, hvor hans unge kone og deres nyfødte tvillinger blev begravet i Soderup Kirke. I 1500- og 1600-tallet samlede adelen gods og byggede prægtige slotte med voldanlæg og parker. Aastrup gods havde hele to voldanlæg, hvoraf det ene er bevaret. Fra 1857 til 1988 var slottet beboet af "ugifte damer efter slægts- og standskriterier" og blev forvaltet af Det grevelige Dannemandske Stift Aastrup. I dag bliver slottet beboet af efterkommere af Frederik Vilhelm Dannemand.

 

Oldtidshøj i Aastrup Skov. Foto: Ole Malling.