Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Herslev

  Besøg den hyggelige landsby Herslev med gamle huse og gårde. Kun 600 meter nord for byen ligger Herslev lystbådehavn og strand, hvor der er både shelterplads og dejlig badebro ud i Roskilde Fjord.

Landsbystemning tæt på fjorden

Herslev er en lille landsby cirka 10 km vest for Roskilde, tæt på Roskilde Fjord. Der er omkring 100 huse i Herslev, hvor kernen af byen er gårde og gamle landsbyhuse.

I landsbyen ligger Herslev Kirke, som oprindeligt er opført af træ omkring år 1050. Kirken står i dag delvis i munkesten og i frådsten. Kirken er anlagt på et gammelt offersted fra middelalderen og er udvidet flere gange - bl.a. med et tårn og våbenhus i gotisk byggestil. Mange besøgende kommer for de fine kalkmalerier i kirken.

Et af de bedste badesteder

Efter en tur rundt i de små gader i Herslev er det nemt at gå de 600 meter i nordlig retning til Herslev havn og strand. Herslev Strand har blåt flag og er en børnevenlig strand med groft sand og lavt vand. Her kan du finde en af de bedste badebroer i nationalparken.

Shelterplads ved Fjordstien

Har du lyst til at overnatte i det fri eller får brug for et hvil på vandre- eller cykelturen ad Fjordstien, så er der en shelterpladsen ved Herslev Strand kun 120 meter fra vandet. Den er omgivet af lave og mellemhøje buske og har bålplads og adgang til vand og offentlige toiletter. Kajakroere anvender også pladsen som udgangspunkt til at ro på fjorden.

Forfriskninger hos Bryghuset

Besøg det økologiske Herslev Bryghus, der serverer kolde forfriskninger hele året. Bryggeriet byder også på lørdagsfrokost, fællesmiddage og kulinarisk ølsmagning. Til bryggeriet hører også en lille gårdbutik med lokale varer.

Fisketur til Hullet

Vest for Herslev Havn på strækket ud mod Lejre Vig rundingen findes Roskilde Fjords dybeste hul på hele 31 meter! Her kan du tage ud at fiske og opleve et væld af arter. Fiskeriet omkring Herslev Hullet kræver en kajak eller båd – og gerne også et ekkolod.

I sæsonen – fra slutningen af marts og frem – kan du være heldig at fange sild og dernæst hornfisk, og i juli, august og september vil Det være muligt at støde på stimer af jagende makreller. I foråret og efteråret opholder jagende havørreder sig langs kanterne ind mod lavere vand.

Transport

Du kan nemt gå eller cykle ad Fjordstien. Bus 207 går fra Roskilde Station til Herslev på 20 minutter. Der er også parkeringsmuligheder i byen og ved Herslev Havn.

Mere viden om Herslev

På Herslev Havn fremgår et informationsskilt med adgangsregler på fjorden og de mest almindelige fugle- og fiskearter.

Herunder finder du links til mere viden om Herslev:

Fjordstien folder - Roskilde-Holbæk

VisitLejre

Aktiviteter

Kyststrækningen ved Herslev Havn giver mulighed for både at fiske, tage på kajaktur og vandre. Shelterpladsen giver mulighed for overnatning i det fri.

Læs mere under aktiviteter her:

Vandreture

Sejlture

Fisketure

Overnatning

© Foto; Herslev kyst, Herslev landsby og Herslev Havn - Ole Malling, Herslev Bryghus - Herslev bryghus