Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Trækfærgen

Trækfærgen går over Kornerup Å og er en del af skjoldungestierne. 

Populær færgefart

Trækfærgen over Kornerup Å blev indviet i 2012 og er på kort tid blevet utrolig populær. Den er en del af Skjoldungestien og er en sjov gør-det-selv-aktivitet for både store og små.

Du kan finde den på kort og læse mere i folderne: Sporet ved Hesselbjerggård eller i Skjoldungestierne

En af de ting ved trækfærgen er, at du ikke skal vente på næste afgang, den går lige så tit som dine arme kan trække!

Find trækfærgen

En af de dejlige ting ved færgen er, at den ikke ligger lige op af veje og bebyggelse, men det betyder også at den ikke er helt nem at finde første gang.

Fra østsiden kan du komme med trækfærgen via Skjoldungestien, og det lader sig kun gøre til fods. Fra vestsiden kan du gå fra Hesselbjerggaard ad et såkaldt ”Spor i Landskabet”, ligeledes kun på gåben. Der er små skilte med en illustrations og vejvisende pile til trækfærgen fra både Hesselbjerggaard og Svogerslev.

Du kan også nyde udsigten fra bænken på Hesselbjerg, hvor der er smuk udsigt til både Lille Kattinge Sø og Roskilde Domkirke.

Med offentlig transport

Tag bus 201A til stoppestedet ”Svogerslev, Søbredden”. Gå over vejen og følg Skjoldungestien mod vest. Gå mod nord i T-krydset ved Svogerslev Sø. Fra stoppestedet til trækfærgen er der ca. 1 km på trampesti. Græsset kan være langt og fugtigt.

Med cykel

Parker ved enten Hesselbjerggaard (på Lejre-siden) eller ved T-krydset ved Svogerslev Sø (på Roskilde-siden) og gå det sidste stykke til trækfærgen.

På gåben

Følg Skjoldungestien fra Lejre eller Roskilde mod Svogerslev Sø. Følg stien mod nord ved T-krydset øst for Svogerslev Sø mod trækfærgen.