Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Stendiger

Nationalparken er som en åben historiebog. Stendigerne ligger som langstrakte skrifttegn i landskabet. De fortæller historier om landbrugsdrift og ejerforhold – og er samtidig vigtige levesteder og spredningskorridorer for dyr og planter.

De tidlige stendiger

Danmark er dækket af et netværk af stendiger, som rækker helt tilbage til jernalderen. De blev brugt til at markere skel og veje, give læ eller forhindre oversvømmelse - og til at hegne husdyr inde eller ude. I gamle dage – før udskiftningen omkring år 1800 – boede bønderne i landsbyer og dyrkede jorden i en form for fællesskab. Landsbyens dyr græssede ofte sammen på et fælles overdrev udenfor byen. For at dyrene ikke skulle spise af afgrøderne, indhegnede man de agre, hvor dyrene ikke måtte komme. Bønderne indhegnede også de enkelte gårde og deres haver, kirkens område og nogle skove – og man satte hegn om marker med græsning og de fægyder, som ledte dyrene ud på græs.

Nogle hegn blev lavet af grene eller ris, andre blev sat som sten- eller jorddiger. De sidste kan du stadig finde ude i landskabet. De kan stamme fra - eller ligge ovenpå – skel, som kan føres helt tilbage til jernalder, vikingetid eller middelalder. Du kan kende de gamle diger på, at de bugter sig, fordi de er sat ud fra terræn- og jordbundsforhold.

Stendige ved Ledreborg Slot. Foto: Malene Bendix
Stendige adskiller mark og skov. Foto: Ole Mallling.

Stendiger efter 1800

Skel og diger ændrede sig efter udskiftningen omkring år 1800. Nu blev landsbyens jorde omfordelt og hver enkelt gård fik samlet sine jorder og flyttede med tiden ud i landskabet. Det resulterede i nye skel og nye ofte lange og snorlige stendiger.

I 1805 kom Fredskovsforordningen, og det betød at skov og landbrugsland generelt blev adskilt med lange lige diger, så dyrene ikke mere kunne æde opvæksten af nye træer i skoven.

Oplev stendiger

Ude i landskabet vil du kunne opleve flere forskellige typer af stendiger. Nogle består udelukkende af sten, andre består af to stenvægge med jord og grus imellem – og atter andre af en jordvold med sten på den ene side.

Dengang stendigerne blev sat var de 1 – 1,5 meter høje. For at gøre diget mere uoverstigeligt, gravede bønderne grøfter langs diget på den ene eller begge sider – og plantede træer og buske på toppen af diget eller langs med det. Det var almindeligt at plante pil, poppel og hassel. De kunne stævnes og de lange lige skud bruges til gærder. Man satte også tjørn eller slåen, som kunne danne uigennemtrængelige hegn, hvis de blev klippet. Senere er lyskrævende arter som hyld, mirabel, hunderose og røn selv vandret ind som frø med mus og fugleklatter.

 

Stendigerne er blevet sat fint. Foto: Malene Bendix.
Nyt stendige. Foto: Malene Bendix.

Stendiger som levesteder

Stendiger udgør i dag et vigtigt netværk af helt særlige langstrakte levesteder for dyr og planter. Biologisk set skaber digerne små stabile miljøer i et landbrugsland, som mange steder bliver pløjet op, tilsået, sprøjtet og høstet hvert år. Sammen med vores levende hegn, grøftekanter, vandløb, søer og fortidsminder danner digerne vigtige grønne ledelinjer igennem det åbne land.

Fordi digerne har ligget hvor de ligger i mange hundrede år, så har dyr og planter haft lang tid til at indvandre og etablere sig på dem. Derfor er den biologiske mangfoldighed på et stendige ofte stor og består af arter, som er karakteristiske for egnen. Digerne kan også være en form for refugium for det man kalder relikt-arter. Det er arter, som har været knyttet til en naturtype, som nu er forsvundet – fx en skov, hede eller overdrev. Fra diget kan disse arter sprede sig ud i landskabet, hvor forholdene tillader det.

Liv i de gamle stendiger

De tørre, lysåbne diger rummer mere end 300 forskellige arter af urter, som før var helt almindelige, men i dag desværre er sjældne at møde. Det er fx fattigbundsarter som blåklokke, røllike, engelskgræs, gul snerre, hare-kløver, mark-krageklo, perikon, sølv-potentil osv. I Danmark har vi kun klipper på Bornholm – men stendigerne danner et levested for klippeplanter, som arter af lav, mos og bregner. Her kan vores fem varmeelskende krybdyr: markfirben, skovfirben, stålorm, hugorm og snog finde solvarme sten, føde og huller til skjul og overvintring ligesom insekter, padder, mus og små rovdyr som brud, lækat og ilder.

De diger, som er bevoksede med træer og buske skaber et mere skovagtigt klima, som ofte er ideelt for fugle. Her er både redepladser, sangposter og masser af forskellig føde i stammer, blade, blomster og bær og de mange insekter, som er knyttet til træer.

Stendige og udsigt over Selsø Kirke. Foto: Ole Malling.

Stendigerne er fredet

Gennem de sidste 100 år er en del stendiger desværre blevet sløjfet og ødelagt. En undersøgelse fra 1980érne viser, at 70 procent af de Østsjællandske diger, som var optegnet på generalstabens kort fra 1884 var forsvundet. Stendigerne er i dag beskyttet af museumsloven.

Gå dig ud en sommerdag og kig efter stendiger – fx i det kulturhistoriske landskab i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Tekst: Malene Bendix
© Foto: Stendige ved Skov og Selsø Kirke: Ole Malling. Nye og gamle stendiger omkring Ledreborg Slot: Malene Bendix.