Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Havørredens kærlighedsliv

I løbet af efteråret er flotte, farverige havørreder fyldt med æg og mælke trukket fra havet og ind i vores vandløb for at gyde. I december måned forplanter havørrederne sig.
.

Fiskens vej op ad åerne

Havørrederne lever det meste af året ude i det salte hav. De er hurtige, glubske jægere, som spiser sig store og fede i rejer og småfisk som sild, brisling og tobiser.

Når kulden sætter ind, trækker fiskene tilbage mod mindre salt vand. De mindre fisk bliver ude i det brakke fjordvand, men de store kønsmodne fisk går hele vejen op i de ferske åer, hvor de selv engang var æg.

De har forvandlet sig fra de sølvblanke fisk, som lystfiskerne tager på deres fluestænger, til flotte farverige gydemodne fisk.

Den rigtige gydeplads

Når de gydemodne havørreder er trukket op til det stykke vandløb, hvor de selv blev klækket, vælger hunfisken sig en gydeplads med stenbund og god strøm. Her lægger hun sig på siden, og ved at slå kraftigt med halefinnen graver hun en flere meter lang gydegrube mellem sten og grus. Her stiller hun sig og venter.

Når den rigtige han dukker op, går legen i gang. De to fisk svømmer skælvende og gabende tæt ved siden af hinanden i strømmen over gydegruben. Det hele ender med, at hunnen gyder sine æg i en lang stråle, hvorefter hannen afgiver sin sæd ud over æggene. Hele seancen bliver gentaget flere gange med 5 – 10 minutters mellemrum. De befrugtede æg er tungere end vand, og falder til bunds mellem de store sten i gydegruben. Med slag af halen dækker hunnen æggene med grus og sten. Det er den yngelpleje.

Forældrefiskene har ikke spist, efter de er gået op i vandløbet, så efter gydningen vender de afkræftede tilbage til havet.

I gydegruben udvikler de befrugtede æg sig – og i april og maj måned klækkes bittesmå havørredlarver. De ligner ikke fisk, men ufærdige fostre uden mund. Larverne bliver i gydegrusets beskyttede miljø de første tre uger. I den periode lever de af den blommesæk, de har med fra det befrugtede æg.

Livet i fersk- og saltvand

De næste år lever de små ørreder i stimer i vandløbet. De er i mørk spraglet ungedragt, som camouflerer dem, og jager bækkens småfisk, krebsdyr, bløddyr og insektlarver.

Og så sker der noget mærkeligt. En del af de unge ørreder bliver i bækken. Dem kalder man for bækørreder. De bliver tidligt kønsmodne og aldrig særlig store. Andre ungfisk vælger en forårsdag at vandrer mod nye levesteder. Nogle vandrer mod de store søer. Dem kalder man søørreder. Og atter andre – de fleste – vandrer ud mod det store hav. Det er havørrederne.

De unge havørreder bevæger sig i stimer med strømmen ud mod havet. Mens de vandrer forandrer de sig. De bliver slanke og får en sølvskinnende dragt, som camouflerer dem i det klare havvand, deres øjne bliver forstørret – og så gennemgår de fysiologiske forandringer, som gør dem i stand til at leve i det salte hav. Havørreden er sammen med laksen en af de ganske få af verdens 30.000 benfisk, som er i stand til at skifte miljø fra ferskvand til saltvand – og vice versa – mange gange i løbet af et fiskeliv. Årsagen er det, man kalder osmoregulering.

Havørredens saltbalance

Saltbalancen i en havørreds krop skal holdes konstant på cirka 10 promille. Når en fisk befinder sig i åens ferske vand, er der mere salt inde i fiskens celler end i det omgivende vand. I et forsøg på at udligne saltkoncentrationen inde i fisken med den ude i åen, vil det omgivende vand løbe ind i fiskens celler via en proces man kalder osmose. For ikke at svulme op, må fisk i ferskvand hele tiden tisse – dvs. udskille store mængder af tynd urin via nyrerne.

Omvendt er det for fisk i saltvand. Her er der mere salt ude i havvandet end inde i fiskens celler. Derfor vil vand hele tiden blive suget ud af fisken i et forsøg på at udligne kropsvæskens saltkoncentration med havets. En fisk i saltvand må derfor hele tiden må drikke lidt saltvand – og samtidig bruge energi på at udskille det overskydende salt via sine nyrer og gæller. Havørreder er vekselvarme, og om vinteren har de ikke energi nok til at udskille alt det salt. Det er det, der gør, at alle havørreder må trække ind mod ferskere vande, når temperaturen falder om efteråret.

Om at finde hjem

De unge havørreder vokser meget hurtigt i havet, og efter nogle år vender de tilbage for at gyde. Man ved ikke præcis, hvordan ørrederne finder tilbage til gydepladsen, kun at både syn, lugtesans og jordens magnetfelter er i spil. Både havørreder og søørreder vender tilbage – og bækørreden er jo stadig i bækken. De forskellige typer af ørreder tilhører samme art og kan få levedygtigt afkom.

For eksempel har man iagttaget, hvordan små bækørredhanner – de såkaldte snigere – befrugter æg fra store gydemodne havørredhunner. Og sådan er verden så forunderlig. Livet er smukt.

Taderød Bæk - det ideelle gydested

Taderød Bæk i den vestlige del af Nationalpark Skjoldungernes Land er et eksempel på et næsten ideelt gyde- og opvækstvand for havørreder.

Bækken er ikke kæmpestor, men den har en kraftig strøm af rent og iltrigt vand, som slynger sig gennem et bakket, skovrigt landskab fuldt af kilder. Her leger havørrederne i vintertiden.

Tekst: Malene Bendix
© Foto: Glad lystfisker med havørredhan: Rasmus Ovesen. Tadre Mølle Bæk og Lille Havørred; Ole Malling.