Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Besøg fuglenes ø

Ude midt i Roskilde Fjord ligger Eskilsø – en lille ø, som dog er den største af fjordens øer og holme. Eskilsø er et paradis for fugle og fugleinteresserede. Tag med på bådtur til fuglenes ø. 

.

Oplevelse i sensommeren

I sensommeren er det en imponerende oplevelse at tage til Roskilde Fjord og besøge fuglenes ø; Eskilsø. Her kan du opleve bare nogle af de mange forskellige arter fugle, som lever ved fjorden.

Men hvad laver fuglene ude på Eskilsø? Og hvilken historie har øen? Det kan du læse meget mere om her.

Det er muligt selv at besøge Eskilsø udenfor fuglenes yngletid. Man kan blive færget over fra Skovbroen på den vestlige side af øen, se www.eskilsø1.dk.

Hvem bor på øen?

Den 1,4 kvadratkilometer store ø er ejet af Erick og Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond, som plejer naturen i området. Siden 1985 har naturen på øen har været fredet og Eskilsø er i dag en del af vildtreservatet og Natura2000 området ”Roskilde Fjord”. Der ligger to huse på øen, Eskilsøgård og Eskilsøhus – og i dag bor der en enkelt familie på øen. Indtil 1982 var Eskilsø ejet af Selsø-Lindholm Gods, som drev konventionelt landbrug og sendte mælk og korn med færgen over til skovbroen på fastlandet.

I dag er Eskilsø ved at blive givet tilbage til fuglene og naturen. Strandengene har været græsset i mange hundrede år og står som de altid har stået med salttålende urter. Men markerne skal ved 150 græssende kviers hjælp langsomt forvandles til overdrev - og man har fjernet dræn og opdæmninger for at genskabe vådområder og søer i lavningerne.

 

Hvad laver fuglene på øen?

Roskilde Fjord er et af Danmarks vigtigste levesteder og yngleområder for vandfugle. På fjordens 30 ubeboede småøer og holme kan fuglene leve uforstyrret midt i fjordens store spisekammer. Og det er der rigtig mange fugle, som benytter sig af. Forår og efterår er fjorden rasteplads for 30.000 – 60.000 trækkende vandfugle, som hviler og søger føde på strandengene og i fjorden på deres vej syd- eller nordover.

Om vinteren overvintrer endnu flere fugle omkring fjorden. De flygter fra kulden i det høje nord og stikker afsted igen, når lyset og foråret kommer. Til gengæld ankommer 3000 - 6000 par ynglefugle fordelt på 25 – 30 arter fra syd om foråret. De slår sig ned på fjordens øer og holme for at lægge æg og ruge unger ud i fred for mennesker, hunde og ræve.

Hvad kan ellers opleves på øen?

Fra den lille havn følger kan du følge den gule rute op på et af øens højdepunkter – 12 meter over vandet med udsigt over den nordlige og vestlige del af ø og fjord. Her ligger ruinen af et gammelt kannike- og Augustinerkloster fra 1100-tallet. De gode munke byggede kirke og kloster af kampesten og kildekalk, som kunne brydes i området – og man kan stadig ane kor og kirkeskib mellem urter og græs.

Munkelivet på den lille ø ikke var så ensomt og asketisk, som man kunne frygte. Munkene brugte efter sigende mere tid på at brygge øl og danse kædedans med de lokale piger, end på at synge lovsange. Det blev der sat en stopper for af biskop Absalon, som bad sin ven abbed Wilhelm danne en Augustinerorden på øen i 1165. Klosteret var kun i funktion frem til 1175, hvor det blev flyttet Æbelholt ved Hillerød.

Hvornår kan man besøge øen?

Da de ynglende fugle let bliver forstyrret, er det ikke tilladt at færdes på eller komme nærmere end 50 meter fra øer og holme i yngletiden fra den 1. april til den 15. juli. Men i sensommeren er det en imponerende oplevelse at besøge fuglenes ø og opleve bare nogle af de mange forskellige arter af måger og terner, svaner, gæs og ænder, viber, klyder, rødben, strandskader og ”Den flyvende dør”, havørnen.

Den lille havn på den vestlige side af Eskilsø er den eneste lovlige adgangsvej – og herfra går fire små vandrespor op over øen. Dem skal man følge, hvis man er på besøg.

Tag på fortæller-tur

Skibslauget bag ”Arne og Jørgen jollen” – en fjordfiskerbåd, som blev bygget i Jyllinge i 1960 – arrangerer somme tider ture ud til Eskilsø, hvor Karsten Munkvad fortæller historier. Det samme gør Danmarks Naturfredningsforening og andre foreninger - hold øje med kalenderen på hjemmesiden for information om næste tur.

© Foto: Ole Malling. Tekst: Malene Bendix.