Billeder: 120 overnattede i Boserup

Publiceret 15-05-2018

Skovens nat lokkede gæster ud i mørket

Foto: Sofie Clauson-Kaas.

Trækronerne strækker sig ud over himlen, snobrød dufter fra deres plads over et knitrende bål, fuglene kvidrer og solens lys strækker sig helt ud til de sene aftentimer.

Nationalpark Skjoldungernes Land og Boserupgård Naturcenter inviterede til arrangementet Skovens Nat den 5. maj, hvor gæster fik mulighed for at overnatte i Boserup Skov. Det tilbud tog 120 imod, og skoven fyldtes med nysgerrige naturelskere, telte, bivuakker, hængekøjer og snobrødspinde.

I løbet af aftenen blev der lavet mad over bål, og nationalparkens naturvejledere Sofie Clauson-Kaas og Liv Holm underholdt de mange gæster med gamle skrøner og fortællinger om naturen.

Da mørket satte ind fik flokken besøg af entomolog Per Stadel Nielsen, som med insektlamper tiltrak nattens sværmere, der derefter blev nøje studeret. De modige bevægede sig ud i den mørke skov med lommelygter, og fulgte en rute rundt i området, der var markeret med reflekser.

Endelig lagde stilheden sig i skoven, da både fugle og mennesker gik til ro i deres respektive reder.