Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Søndagstur i nationalparken

Publiceret 14-09-2017

Tag med på tur d. 24. september til kirker, landsbyer, natur, udsigtspunkter og økologisk hygge.

Jævndøngstur med højdepunkter

Kirker, landsbyer, natur, udsigtspunkter og økologisk hygge. Besøg ét sted, nogle af dem, eller dem alle. Åbningstiderne på stedet vil variere – se nærmere under hvert af rutens højdepunkter. Om eftermiddagen har vi kyndige formidlere hvert sted. Herslev Bryghus og Sct. Hans Have har lokale forfriskninger klar til salg.

Du kan tage rundt på gåben, cykel, i bil eller med bus 207, som stopper ved næsten alle rutens højdepunkter.

Læs endnu mere nedenfor eller i arrangementets folder her

Roskilde Domkirke og Domprovstens Hemmelighed

Gennem 1000 år har der været et rigt kulturhistorisk miljø omkring kirken. Tidligere domprovst Jens Arendt fortæller om området og viser de modige besøgende en ellers lukket kælder fra 1300-tallet frem kl. 13 - 14 i Domprovstens Have. Domkirken afholder denne dag også høst-, familie- og skabelsestidsgudstjenester hhv. kl. 10, 14 og 17, kirkespisning kl. 18 samt kirkevandring til Boserup kl. 14:45.  www.roskildedomkirke.dk

Sankt Jørgensbjerg, Kirken og L. A. Ring

Unikt og velbevaret landsbymiljø fra den gang, havnelandsbyen lå udenfor Roskilde. Kirken rummer en del af landets ældste murede stenbygning. Sognepræst Martin Ishøy er klar til at vise frem i og ved kirken, blandt andet evighedstræet kl. 13 - 15. Vor store maler L.A. Rings gamle atelier er nyligt blevet renoveret. Det ligger100 meter fra kirken, i Brøndgade. Her står folk fra L. A. Rings Venner klar til at fortælle kort om „Bjerget“ og om L. A. Ring kl. 14 - 16.

Sct. Hans Have

Her har en skare ildsjæle gennem de sidste par år opbygget en oase af fred, økologi, grønt og fuglesang i det gamle gartneri på Sankt Hans Hospital. www.scthanshave.dk. Daglige leder Stine Goltermann giver kl. 14 og kl. 15 en kort præsentation om stedet. Man kan købe små, elegante lokale retter, saft, te og kaffe.

Kattingeværk

Dette tidlige industrikompleks var engang en del af Sankt Hans Hospital. Her producerede man bl.a. papir. Stedet ligger på grænsen mellem Roskilde og Lejre kommuner med flot udsigt over Fjorden og Store Kattinge Sø. Nationalparken har indrettet formidlingsstue i det gamle slusehus , hvor Jan Eriksen, nationalparkbestyrelsen, står klar kl. 13 - 16 og deler ud af sin viden. Måske kommer en havørn forbi.

Herslev, Bryghus og Kirke

Herslev er en af nationalparkens spændende landsbyer. Mange stråtækte huse. Egen badestrand og havn. I kirken er der denne dag høstgudstjeneste kl. 10:30. Derefter kan kirken og omgivelserne ses udefra på egen hånd. Herslev Bryghus ligger midt i landsbyen. Her brygges og sælges gourmet øl med videre. Agronom Tina Unger fra Herslev Bryghus fortæller interesserede om økologi, øl og lokale madprodukter kl. 13 - 16. www.herslevbryghus.dk

Gevninge, Natur, Kirke og koncert

Landsbymiljøet omkring kirken er velbevaret. Kl. 13 - 16 kan du møde biolog Søren Grøntved, nationalparkbestyrelsen, på nordsiden af kirken. Han viser og fortæller om naturen lige nord og sydøst for kirken. Små vandringer på 20 minutter starter fra nordsiden af kirken kl. 13, 14 og 15. Selve kirken kan denne dag opleves ved koncerten kl. 14 - 15 med Middle East Peace Orchestra, hvortil der er gratis adgang.

Kornerup Kirke, sø og landsby

Sjællands mindste kirke er denne dag åben kl. 13 - 15. Ledende graver Trine Barfoed viser frem. Fra kirken er der fantastisk udsigt over Kornerup Sø og det flotte morænelandskab. Hyggelig landsby
sådan kommer du ud og hjem – på cykel, på gåben, i bil eller med bus 207, som stopper tæt på alle rutens højdepunkter.